Autokonsulent til Bilsalg.dk – 1 weekend om måneden

Autokonsulent til Bilsalg.dk – 1 weekend om måneden
Autocom A/S, Ballerup

Selvom det er sommerferie for mange, er der fortsat travlt hos bilsalg.dk i Ballerup. Derfor sørger vi to Autokonsulenter, som kan hjælpe til i den sidste weekend i måneden. Måske kunne du tænke dig at tjene en ekstra skilling?

Du bliver en del af vores dygtige team, der dagligt gennemfører inspektion af biler for leasingbranchen. I samarbejde med de andre Autokonsulenter i teamet får du ansvaret for at sikre, at vores kunder bliver betjent og serviceret optimalt.

 

Om Bilsalg.dk

Bilsalg.dk blev etableret i august 2000 og indgik i 2007 samarbejde med Autocom.dk, og herved blev vi del af en international virksomhed, der driver internetbaserede bilauktioner i 17 lande. Hos Bilsalg.dk fungerer vi som samarbejdspartner til en række leasingselskaber og formidler engros-salget af biler herfra. Vores primære arbejdsopgave består i at servicere leasingselskaberne i form af modtagelse, inspektion, klargøring, opbevaring og ikke mindst salg af bilerne. Vi varetager altså bilerne fra start til slut i salgsprocessen, og som Autokonsulent vil du indgå i en del af dette arbejde.

 

Arbejdsopgaver og ansvarsområder

Som Autokonsulent hos Bilsalg.dk vil du få en arbejdsdag, hvor din primære opgave er at beskrive biler fra leasingbrugere. Da vi har ekstra travlt omkring månedsskiftet og ønsker at skabe flere afleveringstider for vores kunder, vil din arbejdstid ligge den sidste weekend i måneden. Du skal regne med en arbejdsdag på ca. 8-10 timer både lørdag og søndag.

Din profil

Vi forestiller os, at du:

·   har erfaring med skader og kan vurdere, hvilke udbedringsmetoder der skal benyttes i de enkelte tilfælde,

·   har erfaring fra et tidligere job som enten pladesmed eller klargøringsmedarbejder,

·  er handlekraftig og har en åben og positiv personlighed og kan bevare et godt humør i et til tider yderst hektisk miljø, 

·   arbejder selvstændigt og har øje for ”de små detaljer”,

·   er fortrolig med IT, og hvis du har erfaring med forsikring, er det en fordel, men det er ikke et krav,

·   er serviceminded.

 

Vi tilbyder

Et travlt, alsidigt og selvstændigt job med gode udviklingsmuligheder i en virksomhed med ”højt til loftet”. Vi har et uformelt, åbent og afslappet arbejdsmiljø, og du får dygtige og engagerede kolleger.

Bilsalg.dk har til huse i Ballerup, hvor vi beskæftiger 20 medarbejdere. Vi har stor fokus på de menneskelige ressourcer og lægger vægt på faglig og personlig udvikling med udgangspunkt i individuelle behov og ønsker.

 

Har vi fanget din interesse?

Så glæder vi os til at høre fra dig!

Send din ansøgning samt CV til jobs@autocom.dk. Skriv venligst Autokonsulent i emnelinjen. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 31, så send helst din ansøgning inden da.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Autokonsulent Stephan Dam via mail std@bilsalg.dk (ferie i uge 29). Alternativt kontaktes HR-Konsulent Lotte Sabrina Juul på lsj@autorola.com

Ansøgning via e-mail foretrækkes, alternativt kan ansøgning sendes til:

Autocom A/S

Tolderlundsvej 3E 2.

5000 Odense C

Att.: HR & Education Department

 

__________________________________________________________________________

Online bilauktionskoncernen Autorola Group i Odense er stiftet af brødrene Peter og Martin Grøftehauge sammen med deres far, tidligere brugtbilforhandler, Niels Grøftehauge. Vi har drevet online bilauktioner siden 2001, og i dag er vi lige under 400 medarbejdere (100 i Danmark), og 70.000 forhandlere fra hele verden er registreret og godkendt i vores database.

Koncernen ejes stadig af stifterne og omfatter auktionssitet Autocom.dk, bilvurderingshjemmesiden Bilpriser.dk, online bilauktionshuset Bilsalg.dk, Market Intelligence Systemet Indicata.dk samt en række Autorola-datterselskaber med online bilauktioner i det meste af Europa og resten af verden.



» Joboversigt
 

Vores medarbejderes erfaringer og kompetencer sikrer, at vores kunder får den bedst mulige rådgivning og service når deres brugte bil skal sælges.

Derfor fokuserer vi hos Autocom.dk på de menneskelige ressourcer. Respekt for hinanden og medarbejdernes muligheder for at udvikle sig har høj prioritet.

Peter Grøftehauge
Direktør, Autocom.dk